Røde Kors delte julehjælp ud i Haarby!

Røde Kors delte julehjælp ud i Haarby!

Her i 2024 har det igen været muligt for Røde Kors i Haarby at skaffe midler til at give en håndsrækning til familier, hvor de ekstra udgifter i forbindelse med julen synes at være uoverskuelige. Udgifterne til dagligvarer er tårnhøje, og når man så yderligere som forældre gerne vil købe en julegave til børnene, er julehjælpen en kærkommen støtte.

Vi har d. 12. dec. delt julehjælp ud til 41 familier og dermed til 78 børn under 18 år.

Hermed skal viderebringes en tak til Lions, Estate Mæglerne, Per Pedersen A/S og Café Bystævnets gæster. Der skal også lyde en tak til anonyme bidrag til kontoen og bidrag indbetalt via de mange indsamlingsbøsser rundt i byens virksomheder og butikker. Tak til alle, der har haft indsamlingsbøsserne stående!

I år har modtagerne fået et gavekort til Coop på 900 kr. og et gavekort på 550 kr. til Bog & Idé. Man har i lighed med tidligere igen kunnet vælge at modtage et juletræ, doneret af Verner Hansen fra Nellemose, hvilket blev modtaget med glæde. Der skal her lyde en stor tak til Verner Hansen. Yderligere var der i år en æske Lego, doneret fra Lego, til den mellemste aldersgruppe af børnene.

Uddelingen foregik i Røde Kors huset sammen med nogle af afdelingens trofaste frivillige, som bidrog til at skabe en hyggelig eftermiddag for modtagerne.
I lighed med sidste år var der mulighed for at hverve sig lækkert strikket tøj og tæpper produceret af afdelingens strikkere – kaldet nørklerne! Det blev modtaget med ægte glæde. Hermed en stor tak til nørklerne og også en stor tak til Inge Nielsen fra Snave, som ligeledes har doneret lækre og flotte strikvarer.

Vi håber, at hjælpen har bidraget til en lidt bedre jul og skabt lidt glæde rundt omkring i de enkelte familier.

                                           

Endnu engang tak til alle, der har været involverede i dette arbejde!

Røde Kors ønsker en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

p.v.a .

Røde Kors, Haarby

Lisbeth Bertelsen