Røde Kors delte julehjælp ud i Haarby!
2022 blev et helt specielt år, hvor behovet for at hjælpe økonomisk pressede familier blev øget betydeligt.
Røde Kors var på forhånd bekymret og arbejdede på at være forberedt på at modtage et øget antal ansøgninger.
Det gjorde vi i høj grad! Fra at udlevere julehjælpen til 29 familier sidste år, udleverede vi til 42 i år – en stigning på over 40%.
Dette blev gjort muligt ved en solid opbakning fra virksomheder og private til Røde Kors afdelingen, hvilket vi er dybt taknemmelige for.
Hermed skal viderebringes en tak til Lions, SuperBrugsen, Rotary, Snave Vognmandsforretning, Haarby Optik, Estate Mæglerne, Per Pedersen A/S og Café Bystævnets gæster.
Der skal også lyde en tak til anonyme bidrag til kontoen og bidrag indbetalt via de mange indsamlingsbøsser rundt i byens virksomheder og butikker.
Tak til alle, der har haft indsamlingsbøsserne stående!
Disse donationer har haft en kæmpe betydning for familierne. Uden denne håndsrækning, har det oven i de høje energipriser været uoverskueligt for mange også at finde plads i økonomien til lidt ekstra til jul.
Hjælpen i år har i lighed med tidligere bestået i et gavekort på 1000 kr. til Brugsen.
Sammen med gavekortet kunne man vælge at modtage et juletræ, doneret af Verner Hansen fra Nellemose, hvilket blev modtaget med glæde, og der skal her lyde en stor tak til Verner Hansen.
Uddelingen foregik i Røde Kors huset, hvor der var dækket op til hygge ved bordene.
Som noget ekstra under denne sammenkomst var der mulighed for at hverve sig lækkert strikket tøj og tæpper produceret af afdelingens strikkere, kaldet nørklerne! Det blev modtaget med ægte glæde.
Hermed også en stor tak til nørklerne!
Vi håber, at hjælpen har bidraget til en lidt bedre jul og skabt lidt glæde rundt omkring i de enkelte familier.
Endnu engang tak til alle, der har været involverede i dette arbejde!
Godt nytår!
p.v.a .
Røde Kors, Haarby
Lisbeth Bertelsen