Generalforsamling 2018
Torsdag, d. 22. februar blev den årlige generalforsamling afholdt i Røde Kors Huset med deltagelse af så mange medlemmer, at mødelokalet var fyldt helt op.
Formanden aflagde beretningen for 2017 ledsaget af et PowerPoint show med billeder, hvor alle afdelingens aktiviteter blev gennemgået. Anni præsenterede også forsamlingen for de fremtidige aktiviteter i afdelingen.
Inge Lise Hansen gennemgik regnskabet for 2017.
Der blev foretaget valg til bestyrelsen.
Anni Brejnholt har fået arbejde hos Røde Kors som udviklingskonsulent for ensomme og psykisk sårbare og kunne derfor ikke modtage genvalg.
Bestyrelsen indstillede Conny Krog som ny formand, og hun blev valgt uden modkandidater.
Claus Poulsen og Aase Andersen modtog heller ikke genvalg, og i stedet for dem blev Lisbeth Bertelsen og Trine Brüsch valgt.
Tine Teilman Andersen blev valgt som ny suppleant i stedet for Annette Christensen.
Pia Larsen og Ebba Elmelund blev genvalgt som revisorer.
Der var uddeling af nåle til 5, 10, 15 og 20 års jubilarer.
Anni takkede Claus for hans store indsats som leder af den årlige indsamling og julehjælpen og overrakte ham en buket og en boggave.
Steen takkede Anni for 16 års fremragende indsats som formand for afdelingen og overrakte buket og gave.
Efter pausen med lækkert smørrebrød fortalte den daglige leder af Asylcenter Kalundborg de sidste to år, Bent Jahns, om ’Røde Kors asylarbejde i Danmark’. Der er kommet færre flygtninge til Danmark i det seneste år, så Udlændingestyrelsen havde besluttet at lukke Asylcenter Kalundborg i slutningen af februar. De sidste flygtninge var blevet flyttet til andre centre rundt om i landet, og Bent Jahns er blevet daglig leder af Avnstrup Hjemrejsecenter for afviste asylansøgere, der huser omkring 600 afviste asylansøgere.
Se referatet fra generalforsamlingen under "Om os"/referater