Røde Kors Haarby støtter Ukraine
Hvert år går en del af overskuddet fra salget i butikken, til den internationale indsats i Røde kors. Vi har tidligere givet bidrag til indsatser for kvinder og unge i Afrika, til handicappede og Handicappede i Hviderusland - samt mange andre projekter.
Normalt uddeler vi pengene sidst på året, men krigen i Ukraine ser vi som en ekstraordinær situation som kræver vores opmærksomhed netop nu.
Bestyrelsen har derfor besluttet, at vi sammen med vores varmeste tanker til det ukrainske folk samt de Røde Kors medarbejdere der befinder sig i landet sender 10.000 kr. til nødhjælpsindsatsen.
Det kan som altid kun lade sig gøre, fordi lokalbefolkningen i Haarby støtter op om butikken - og det skal der lyde en stor tak for.
Røde Kors Haarby har i 2020 støttet hele to projekter i udlandet med hver 10.000 kr.
Etiopien
De 10.000 kr. falder på et tørt sted i Etiopien. Etiopien er et land der har været og tildels er præget af konflikt og uro.
Røde Kors vil med dette projekt skabe et bedre liv for konfliktramte familier på landet.
Helt konkret er det støtte til familier i to områder i Tigray-regionen i det nordlige Etiopien, der grænser op mod Eritrea. Mange i dette område er påvirket af den langvarige konflikt mellem de to lande. Projektets hovedformål er at styrke muligheden for, at udvalgte familier kan starte deres egne virksomheder. Det gøres konkret ved at give økonomisk støtte og træning i, hvordan man bygger en virksomhed op.
Rwanda
Ligesom Etiopien har Rwanda også gennem længere tid været plaget af konflikter og uro. Et af de helt store problemer, er at en del af befolkningen ikke har samme politiske, økonomiske og sociale rettigheder som resten.
Under overskriften: ”Bedre rettigheder til marginaliserede grupper” er Røde Kors med til at sikre lige muligheder for og beskyttelse af de mest sårbare og marginaliserede grupper i det nordlige Rwandas landdistrikter. Målet med projektet er at styrke og fremme den sociale, økonomiske og politiske integration af disse grupper. Herunder sikre lige muligheder og adgang til uddannelse og sundhed samt fjerne diskriminerende love. Projektet er rettet imod ca. 18.650 modtagere hvoraf de 5.135 er direkte modtagere.
Aktivitetsleder
Søren Thomsen
22 43 58 82
s-f-t@live.dk